15th Seminar of the LIBER Architecture Group – Madrid, April 2010
Fit for what purpose? Planning libraries for the users of the future.
Under denne overskrift er vi fire fra CBS Bibliotek – Anette Koll, Mads Lauritzen, René Steffensen og jeg – til konference om biblioteksindretning i Madrid. Konferencen afholdes på Biblioteca Nacional de España.
Onsdag den 14. april 2010
Denne første dags oplæg har ikke handlet så meget om selve indretningen af bibliotekerne. Men vi har lært, at der bygges mange nye biblioteker i Spanien for tiden. Målet er, at der skal være mindst et ”State Public Library” pr. provins, dvs. minimum 52. Med en ny lov, ”National Reading, Book and Library Act” fra 2007 er der sat et samlet fokus på, at bibliotekerne i Spanien skal afspejle det multikulturelle samfund, der omgiver dem. Desuden er et stærkere samarbejde mellem de mange forskellige bibliotekstyper essentielt og der er nedsat 15 arbejdsgrupper under kulturministeriet, som skal sikre dette samarbejde.
Spørgsmålet, som Maria Antonia Carrato fra det spanske kulturministerium sendte videre til resten af konferencens oplægsholdere og deltagere, var: Hvordan ser den fremtidige bruger ud? Det er det, vi skal overveje hver gang vi nyindretter eller bygger nyt.
Det var den perfekte overgang til næste oplægsholder, Wim de Waele fra IBBT Research Institute. Han talte udfra spørgsmålet Of 13 year old boys and libraries: Will digital natives still love books?
I løbet af de seneste 20-25 år har internettet forandret verden. Et billede på denne forandring kan man f.eks. få på BBC’s hjemmeside: http://news.bbc.co.uk/2/hi/8567414.stm. Indenfor biblioteksverdenen er et projekt som Google Library Project ved at ændre adgangen til verdens viden totalt. Kan vi her tage ved lære af musikbranchens erfaringer med digitalt indhold? Her har pengene flyttet sig fra pladesalg til andre tjenester, bl.a. internetudbydere. Hvis bibliotekerne f.eks. samarbejder med Google om digitalisering af materialerne, har vi så brug for det fysiske bibliotek?
Wim de Waele satte denne mulig fremtidsmodel op for det fysiske biblioteksrum:

Hvis biblioteket først og fremmest er et mødested, skal man passe på at det ikke bare bliver en café, hvor der tilfældigvis er nogle bøger. Det skal være mere end det. Kontekst bliver det vigtigste, så biblioteket skal være et sted, hvor du får noget, du ikke kan få andre steder.
Det kan f.eks. være:
- Gratis adgang til digitale ressourcer via mobilen. Søg og læs f.eks. i Financial Times.
- Gøre digital information mere intuitiv via interaktion, der minder om den, man har med fysiske materialer.
- The Augmented Library. Facilitere en ”augmented reality” hvor brugeren ikke er en avatar, men derimod en levende interaktion mellem teknikken og dagligdagens behov for viden.
Det sidste kan man få et billede af ved at se denne præsentation af Pattie Maes fra TED: http://www.ted.com/talks/lang/eng/pattie_maes_demos_the_sixth_sense.html
Det handler om tilgængelighed af metadata og fluid access points. Dvs. langt mere tilgængeligt end det er i dag. Et bibliotek skal imødekomme behovet for viden og ikke et krav om x antal bøger. Formålet for biblioteker og bibliotekarer bliver at være guider i en uendelig digital verden – mod den viden, der er behov for.
Dette er der sådan set ikke noget nyt i, men det er måske vigtigt at huske på, at ”experimentation is key”. Det, der er svært, at rykke sig – ikke at komme frem til målet. Hvis vi ikke er på forkant med udviklingen, finder de 13-årige drenge og piger andre steder at gå hen. Men vi står også foran den mulighed, at de digitalt indfødte vil elske biblioteker, selvom de ikke nødvendigvis elsker bøger.